Jonatan Spang: Det føles tomt at kigge indad

Han har lavet sjov med sit forhold til kvinder, med sin egen familie og med rollen som moderne mand i dagens Danmark, men når komikeren Jonatan Spang i midten af september drager på turné rundt i det danske land, er det ikke med sig selv som omdrejningspunktet i showet.

For efter at have drejet sig om sin egen akse i jagten på at få folk til at grine, er det nu det samfund, vi har bygget op, der står for skud.

- Jeg har lavet tre shows, der handler om mig selv og det personlige og private, og det ligger jo også på en måde i genren. Men på en måde er jeg lidt færdig med det lige nu, jeg synes, at der er noget i tiden, der kalder på noget større, at man snakker om både fællesskab og samfund, siger Jonatan Spang og uddyber:

- Det bliver lidt tomt, når man står der i sin yogaposition og arbejder med sit eget indre tempel, og så kigger man ud i verden, hvor klimaforandringer gør, at den ene syndflod af regn efter den anden vælter ned og man ser horder af flygtninge fra et krigshærget Mellemøsten. Det gør det lidt svært at holde fokus på sit eget indre og sin egen navle, siger komikeren, der ikke mener, at det nødvendigvis behøver at blive personligt, for at comedy er sjov.

- Der har været en årrække, hvor det at noget var personligt, i sig selv var en kvalitet. Det er ikke kun i comedy, men også i litteratur og musik, hvor kunstnerne pludselig siger at "nu lader de folk komme tæt på. Men det er jo ikke nødvendigvis interessant. Det eneste, der er interessant ved at komme tæt på, er at opleve, at vi er ens, siger han.

Når man bruger sig selv som komisk omdrejningspunkt, kan man godt komme til at støde mennesker, men slet ikke i samme grad, som den reaktion, man kan få, når man tager fat på det samfund, vi alle sammen er en del af. Det er Jonatan Spang helt bevidst om.

- Man kan jo godt komme til at træde folk over tæerne. Når jeg taler om mit eget liv, er der nogle, der godt kan blive stødte og forargede, men når man bliver samfundskritisk, så kan folk være uenige på en helt anden måde. 

Det afskrækker ham dog ikke.

- Man kunne sikkert godt finde på noget, der var mindre problemfyldt at lave et show om end det moderne Danmark, men det tager mig et år at lave et show, så det skal også være noget, jeg har lyst til at stå op og være sammen med hver morgen, siger Jonatan Spang.

Showet "Jonatan Spangs Danmark" har premiere i København den 17. september, og dernæst turnerer komikeren landet rundt.

/ritzau/FOKUS

 

Dagens Gossip