Jonathan Groth sikrer OL-kvalifikation i finaledrama

Skrevet af admin

16/04/2016

Dagens topnyheder

Bordtennisspilleren Jonathan Groth kvalificerede sig lørdag til OL i Rio.

Danskeren vandt sin finalekamp ved kvalifikationsturneringen i Halmstad over franskmanden Simon Gauzy, der ligger nummer 23 på verdensranglisten.

23-årige Jonathan Groth var foran 3-0 i sæt, men blev indhentet, inden han i syvende og afgørende sæt alligevel sikrede OL-pladsen med en suveræn sætsejr på 11-3.

Sætcifrene blev 11-2, 11-7, 11-3, 5-11, 9-11, 9-11, 11-3 til danskeren.

Landstræner Linus Mernsten glæder sig over, at OL-billetten blev sikret.

- En fantastisk indsats af Jonathan Groth. Han har spillet fantastisk og vist en fantastisk vindermentalitet her i Halmstad. Han har spillet fantastisk og bliver bedre og bedre, siger han i en pressemeddelelse.

Simon Gauzy førte ellers 3-1 over Jonathan Groth i indbyrdes opgør før lørdagens kamp.

Danskeren havde dog vundet deres seneste møde, der fandt sted tilbage i 2012.

Tidligere lørdag vandt Jonathan Groth i semifinalen med 4-1 i sæt over finnen Benedek Olah.

Den finske modstander blev slået 11-8, 11-9, 11-4, 6-11 og 12-10 af danskeren, der rangerer som nummer 50 i verden.

Den unge Tobias Rasmussen deltog også i Halmstad, men han formåede ikke at kvalificere sig til OL.

/ritzau/