Jordan har bombet IS 56

Skrevet af admin

08/02/2015

Dagens topnyheder

Den øverstkommanderende for Jordans luftvåben siger, at landets kampfly har gennemført 56 bombetogter over de tre seneste døgn mod Islamisk Stat i Syrien.

Det intensive bombardement kommer, efter at den jordanske pilot Muath al-Kasaesbeh, der blev taget til fange af Islamisk Stat i december, blev brændt levende.

Det barbariske drab har fået Jordan til at sende fly på vingerne for at bombardere mål i både Syrien og Irak.

- Vi opnåede at ramte de mål, som vi havde sat os for. Vi ødelagde logistisk-centre, våbendepoter og gemmesteder, som Islamisk Stat havde bygget, siger general Mansour al Jbour, som leder Jordans luftvåben.

Generalen siger, at Jordan har gennemført 20 procent af det totale antal bombeangreb, som den amerikansk-ledede koalition har foretaget mod Islamisk Stat i Syrien.

De Arabiske Emirater har sluttet sig til bombardementerne igen, efter at de tidligere havde trukket sig ud i protest over, at der blev gjort for lid for nedskudte piloter.

- Dette er begyndelsen på vores hævn for det forfærdelige og brutale drab på vores modige unge pilot, men det er ikke begyndelsen på vores kamp mod terrorisme og ekstremisme, sagde den jordanske udenrigsminister, Nasser Judeh.

De militante islamister kan vente endnu flere bombardementer fra jordansk side, efter at IS i denne uge oplyste om drabet på en jordansk pilot, som gruppen havde taget som gidsel.

Alle de deltagende lande i koalitionen har gennemført luftangreb mod Islamisk Stat, men der foreligger ingen oplysninger om antal.

Det har været den udbredte opfattelse, at de arabiske staters deltagelse mest er symbolsk, og at amerikanerne står for langt de fleste angreb.

Jordan og Emiraterne indgår sammen med Saudi-Arabien, Bahrain og Qatar i en amerikansk-ledet alliance, der deltager i luftangreb mod Syrien.

Foruden USA er landene, der deltager i luftangreb i Irak: Danmark, Storbritannien, Frankrig, Belgien, Holland, Canada og Australien.

/ritzau/AFP