Jordan til Islamisk Stat: Bevis at pilot-gidsel lever

Skrevet af admin

29/01/2015

Mest læste i dag

Jordans regering siger, at man stadig tilbageholder en irakisk kvindelig jihadist, som Islamisk Stat (IS) kræver frigivet, og at regeringen kun vil overveje at frigive hende, hvis det får beviser for, at en tilfangetagen jordansk pilot er i live.

Den jordanske regerings talsmand, Mohammad al-Momani, siger samtidig, at Amman arbejder tæt sammen med Japan i bestræbelser på at sikre en frigivelse af den japanske krigsreporter Kenji Goto, der også holdes som gidsel af de radikale islamister i Islamisk Stat.

- Vi har bedt om beviser for, at piloten stadig er i live, og vi har ikke modtaget nogen endnu. Vi insisterer på dette krav, siger Momani.

Den ekstremistiske gruppe har truet med øjeblikkeligt at henrette den jordanske pilot, hvis ikke den kvindelige irakiske jihadist løslades inden solnedgang torsdag. Det er sket i en lydoptagelse torsdag.

I optagelsen hører man angiveligt det japanske gidsel sige, at den irakiske fange Sajida al-Rishawi skal løslades inden solnedgang torsdag, hvis ikke det jordanske gidsel skal miste livet. Japan bønfalder Jordan om at hjælpe med at redde det japanske gidsel.

- Jeg er Kenji Goto. Dette er en lydbesked, som jeg er blevet bedt om at sende til jer, lyder det i optagelsen ifølge nyhedsbureauet Reuters. Lydoptagelsen fortsætter:

- Hvis Sajida al-Rishawi ikke står klar til at blive udvekslet i bytte for mit liv ved den tyrkiske grænse inden solnedgang torsdag 29. januar, vil den jordanske pilot Muath al-Kasaesbeh blive dræbt med det samme.

- Det er overvejende sandsynligt, at stemmen er Gotos, siger regeringskilder i Tokyo. Japans premierminister, Shinzo Abe, har bedt forskellige lande heriblandt Tyrkiet om hjælp.

IS har tidligere truet med at dræbe de to gidsler med kort varsel, hvis ikke Jordan lod Sajida al-Rishawi, der i 2006 blev dømt til døden efter et mislykket selvmordsangreb, slippe fri.

Tirsdag fremgik det af en optagelse med Kenji Goto, at japaneren potentielt kun havde et døgn tilbage at leve i, og at den jordanske pilot havde "endnu mindre tid".

/ritzau/Reuters