Jordbær-rabarber syltetøj med lakrids

Rabarber og lakrids er et fænomenalt makkerpar og syltetøjet er rigtig lækkert på alt lige fra pandekager til brød, knækbrød, grød og yoghurt – og faktisk er det heller ikke helt tosset til fjerkræ og steg.

Syltetøjet indeholder kun en håndfuld forskellige ingredienser og er sødet helt naturligt med dadler.

Til 4-5 dl jordbær-rabarbersyltetøj med lakrids skal du bruge:
300g rabarber, renset vægt
300g jordbær, renset vægt (både friske og frosne bær kan anvendes)
300g dadler, udstenede
1-2 tsk. lakridsekstrakt
1 tsk. vanillepulver eller korn af 1 vanillestang
Saften af ½ citron 

Sådan gør du:
Rens rabarberne og skær stænglerne i stykker á ca. 1 cm.

Rens jordbærrene og halver dem.

Hak de udstenede dadler relativt fint.

Kombiner rabarber, jordbær og dadler i en gryde og drys med vanillepulver (eller korn). Bring gryden i kog og skru straks ned.

Lad syltetøjet simre under omrøring i 20-30 minutter eller indtil rabarberne er så udkogte, som du ønsker.

Da syltetøjet ikke tilsættes noget væske er det vigtigt, at der omrøres konstant og, at varmen ikke bliver for høj, da det øger risikoen for, at syltetøjet brænder på.

Når syltetøjet har en fed, sammenkogt konsistens, smages det til med lakridsekstrakt (start med 1 tsk. pulver) og citronsaft.

Opbevar syltetøjet på køl i skoldede glas en uges tid eller frys det ned i passende portioner til senere brug.

God appetit.

Følg Dagens Opskrifter for flere lignende artikler:

Sabine Murati er 26 år og uddannet naturopath i biologisk medicin fra Institut for Biologisk Medicin. Hun er bosat i Canada og blogger om stenalderkost og sundhed på www.mypaleopantry.com.

Dagens Gossip