Jordskælv rammer nær Tokyo: Bygninger ryster

Et jordskælv har ramt det østlige Japan tæt ved hovedstaden Tokyo, rapporterer nyhedsbureauet AFP.

Ifølge USA's geologiske overvågningscenter havde rystelserne en styrke på 5,5, og epicentret var kun omkring 40 kilometer fra Tokyo.

Øjenvidner melder om bygninger, der rystede i millionbyen, skriver Reuters. Men der skal ikke være fare for en tsunami, lyder det. Der er heller ingen meldinger om tilskadekomne.

Jordskælvet buldrede i en dybde på 70 kilometer.

Atomkraftværket Fukushima, der blev hårdt ramt af et kraftigt jordskælv i 2011, mærkede også rystelserne. Men ifølge atomkraftværkets operatør er der ikke observeret nogle uregelmæssigheder på stedet, skriver Reuters.

Jordskælv er relativt hyppigt forekommende i Japan, som ligger i en af en klodens mest seismisk aktive områder.

11. marts 2011 omkom cirka 20.000 mennesker, da et skælv på 9,0 i det nordøstlige Japan udløste en kraftig tsunami, som ødelagde et stort område.

Skælvet udløste også en atomkrise ved Fukushima-værket, der udviklede sig til den værste atomulykke siden Tjernobyl-katastrofen i Ukraine i 1986.

/ritzau/

Dagens Gossip