Jordskælv ud for Sydamerika kan medføre tsunami

Skrevet af admin

17/04/2016

Dagens topnyheder

Dødstallet efter det kraftige jordskælv i Ecuador er søndag steget til 77, mens 588 er kvæstet. Det oplyser Ecuadors vicepræsident, Jorge Glas, til AFP.

Jordskælvet har forårsaget store materielle skader, især i havnebyen Guayaquil.

Skælvet ramte lørdag ud for landets Stillehavskyst med en styrke på 7,8, og myndighederne frygter, at antallet af omkomne stiger, når der kommer meldinger fra de hårdest ramte områder.

Jordskælvet ramte lørdag aften klokken 20 lokal tid, og det fik bygninger i hovedstaden Quito cirka 300 kilometer væk til at svaje og indbyggerne til at løbe ud af deres huse mange steder.

Men det er i områderne tættere på epicentret, at skaderne er størst. Ifølge Geofysisk Institut i det sydamerikanske land er der "betydelige" materielle skader i Manta, Esmaralda i nærheden af epicentret samt i Guayaquil længere sydpå.

Guayaquil er Ecuadors største by med over to millioner indbyggere, og billeder på sociale medier viser, hvordan bygninger i byen er styrtet sammen, og hylder i supermarkeder er væltet.

Efter jordskælvet sendte Pacific Tsunami Warning Center på Hawaii et varsel ud, om at kyststrækninger i flere lande var i risiko for at blive ramt af en mindre tsunami. Cirka tre timer senere er advarslen blevet annulleret.

Vicepræsident Glas oplyser, at der er indført undtagelsestilstand efter jordskælvet, der er det kraftigste, der er målt i landet i årtier.

Ecuadors præsident, Rafael Correa, deltager i øjeblikket i en konference i Vatikanet, men han har sendt sin støtte til redningsarbejderne og sin vicepræsident via Twitter.

Han beder befolkningen vise styrke, alt imens arbejdet med at skaffe et overblik over situationen står på. Han rejser tilbage til Ecuador så hurtigt som muligt.

Jordskælvet lørdag ramte relativt overfladisk med en dybde på cirka 19 kilometer omkring 200 kilometer nordvest for Ecuadors hovedstad, Quito.

Jordskælv med en styrke på 7,8 betegnes ofte som værende kraftige.

Skælv med en sådan styrke kan ifølge USGS medføre store materielle skader og koste tusinder livet, men de mulige ødelæggelser afhænger i høj grad af, hvor dybt skælvet rammer og hvor tæt på beboede områder, det har centrum.

Udenrigsministeriets Borgerservice oplyser, at det ikke har modtaget nogen henvendelser fra danskere i problemer i Ecuador efter jordskælvet.

/ritzau/