Jordskælv udløser tsunamivarsel for flere øer i Japan

Skrevet af admin

20/04/2015

Dagens topnyheder

Et jordskælv med en styrke på 6,8 har mandag formiddag lokal tid ramt i farvandet mellem Taiwan og den japanske ø Okinawa, oplyser den nationale tv-station NHK ifølge nyhedsbureauet AFP.

Myndighederne i Japan udsendte efterfølgende et varsel om, at tsunamibølger på op til en meter kunne ramme flere øer i den sydlige del af landet i forbindelse med jordskælvet, der beskrives som overfladenært.

Cirka en time efter jordskælvet blev advarslen dog ophævet igen af myndighederne.

Ifølge Pacific Tsunami Warning Center på Hawaii, der overvåger mulige tsunamier, var der heller ikke på noget tidspunkt risiko for, at en tsunami ville ramme Taiwan, der ligger cirka 75 kilometer fra epicentret.

Ifølge vidner i Taiwans hovedstad, Taipei, førte jordskælvet dog til, at flere bygninger svajede, men der er ingen meldinger om synlige skader i byen.

Der er forskellige meldinger om jordskælvets styrke og dybde. Ifølge USA's geologiske undersøgelser havde skælvet en styrke på 6,6 og sit epicenter mindre end en kilometer fra havoverfladen.

Taiwans centrale meteorologiske institut målte derimod skælvet til 6,3 i en dybde på 17 kilometer.

Jordskælv rammer ofte områderne omkring Japan, da fire af Jordens tektoniske plader støder sammen her. Over 20 procent af alle jordskælv i verden bliver registreret i området.

I 2011 mistede flere end 18.000 livet i Japan, da en voldsom tsunami ramte flere kyststrækninger i det nordlige Japan, efter at et kolossalt jordskælv på 9,0 havde ramt i havet ud for kysten.

/ritzau/AFP