Jordskred begraver 150 mennesker i det vestlige Indien

Skrevet af admin

30/07/2014

Dagens topnyheder

Et jordskred frygtes at have begravet omkring 150 indbyggere i en landsby nær Pune i det vestlige Indien, skriver flere indiske og internationale medier.

Fire dage med kraftigt regnvejr menes at være skyld i jordskreddet, som ramte landsbyen Malin tidligt om morgenen, mens de fleste indbyggere sov.

Der er meldinger om, at op til 50 hjem er blevet begravet under jord, sten og mudder. Kun få personer er ifølge indisk tv indtil videre blevet gravet ud i live.

- Lokale myndigheder siger, at mellem 42 og 50 huse er ramt. 150 personer frygtes fanget. Vi har sendt to hold til området, siger Alok Avasthy fra Indiens nationale katastrofeberedskab.

Han tilføjer, at det er vanskeligt at få bekræftet meldinger om døde, fordi jordskreddet har afbrudt kommunikationslinjerne til landsbyen.

Ifølge de indiske myndigheder er hæren, redningshold og indbyggere i gang med at lede efter flere overlevende. Men dårlige veje i området gør det besværligt for yderligere redningshold at nå hurtigt frem.

Ifølge en talsmand fra lokalregeringen er der sendt tungt gravemaskineri til byen, som skal forsøge at flytte klippestykker og vragrester, så redningsfolk kan komme til at grave efter eventuelle overlevende.

- Det præcise antal døde er ikke kendt, da vi går langsomt frem for at sikre os, at de, der ligger begravet, flyttes sikkert, siger Saurav Rao, en embedsmand fra lokalregeringen, til nyhedsbureauet Press Trust of India.

Det er monsun-sæson i Indien, og delstaten Maharashtra, hvor Malin ligger, har fået meget regn de seneste fire dage.

Sidste års monsunregn kostede cirka 6000 mennesker livet i forbindelse med oversvømmelser og jordskred alene i den nordlige delstat Uttarakhand, skriver AFP.

/ritzau/AFP