Josep Guardiola raser mod Barcelonas top

Josep Guardiola har åbenbart ikke det store til overs for ledelsen i sin tidligere klub FC Barcelona.

På Bayern Münchens træningslejr i Italien har den nytiltrådte Bayern-træner valgt at gå til angreb på sin gamle arbejdsgiver.

Barcelona ønskede angiveligt ikke, at Guardiola og Barcelonas nuværende træner Tito Vilanova så noget til hinanden, da Vilanova tidligere på året modtog kræftbehandling i New York. I samme periode var Guardiola bosat i den amerikanske storby.

- Der er bare for mange ting, der er gået over stregen i løbet af dette år, siger Josep Guardiola ifølge AFP.

- Men at bruge Titos sygdom for at skade mig, det er noget, jeg aldrig vil glemme.

- Jeg så Tito i New York, men hvis det ikke kunne lade sig gøre på andre tidspunkter, så var det fordi, det ikke var muligt. Men ikke på grund af mig, siger Bayern München-træneren.

Barcelonas vicepræsident, Jordi Gardoner, forstår dog ikke helt, hvad angrebet fra Guardiola nøjagtig går ud på.

- Vi har ikke brugt Titos sygdom til at ramme ham, og dem, der kunne finde på sådan noget, er nogle slemme personer, siger Gardoner ifølge AFP til sportsavisen Mundo Deportivo.

42-årige Guardiola vandt 14 titler som Barcelona-træner fra 2008 til 2012. Da han stoppede i Barcelona sidste sommer, overtog Tito Vilanova, der dengang var assistenttræner, Guardiolas position.

/ritzau/

 

Dagens Gossip