Journalist: En skændsel at Richard ikke nåede hyldest

Selv efter at have stået på sejrsskamlen i 1992 og vundet EM-guld til Danmark, nåede den nu afdøde Richard Møller Nielsen aldrig at blive optaget blandt de største sportsnavne i Danmark.

- Det er meget mærkeligt, at han i levende live aldrig nåede at blive optaget i Hall of Fame. Det er en skændsel, siger journalist og souschef ved Fyens Stiftstidende, Leif Rasmussen.

Som landstræner for fodboldlandsholdet op gennem 1990'erne fejrede Richard Møller Nielsen flere triumfer.

- Efter min opfattelse skulle han så hurtigt som muligt være blevet optaget i Hall of Fame, fordi der ikke findes noget større i dansk fodbold end europamesterskabet, og der kommer nok heller aldrig noget større resultat, siger Leif Rasmussen.

På trods af den manglende anerkendelse er det et af dansk sports helt store koryfæer, der nu vil blive savnet.

- Det største træ i skoven er faldet. Det er det eftertryk, han efterlader. Han er i min verden det største trænernavn, jeg har oplevet i Danmark, siger Leif Rasmussen.

Over en længere årrække har Leif Rasmussen lært Richard Møller Nielsen at kende. Og den tidligere landstræner havde en helt speciel tilgang til spillet, forklarer journalisten.

- Han havde en måde at anskue fodbold på, som for nogen kunne se simpel ud, men i virkeligheden var meget tæt på det, som fodbold handler om. Nemlig at vinde, siger Leif Rasmussen.

Både som landstræner for Danmark og som klubtræner i OB vidste spillerne altid, at de skulle yde deres bedste. Det var nemlig kravet fra Richard Møller Nielsen.

- Vi kendte ham i Odense som en, der havde en fantastisk evne til at kunne rive spillerne med. Man kunne se det hvide i hans øjne, når han tændte ilden under spillerne inden kampen, siger Leif Rasmussen og fortsætter:

- Mange spillere sagde også dengang, at det altså var en mand, som de ikke kunne skuffe. Vi var lamslåede over, hvor velforberedt han var, og hvor meget hjerteblod han lagde i fodbolden.

Richard Møller Nielsen nåede at blive 76 år.

/ritzau/

Dagens Gossip