Journalist frikendt for ærekrænkelse mod Penkowa

Retten på Frederiksberg har nemlig frikendt Weekendavisens journalist Poul Pilgaard Johnsen for beskyldninger om, at han i et foredrag har ærekrænket Penkowa med sine udtalelser.

Siden slutningen af 2010 har Pilgaard skrevet en række artikler, som skabte stor opmærksomhed om hjerneforskerens arbejdsmetoder. Hun blev suspenderet fra sit job på Københavns Universitet, som også i 2011 anmeldte hende for dokumentfalsk og bedrageri i forbindelse med de rotteforsøg, der indgik i hendes doktordisputats.

Det var dog ikke artiklerne i Weekendavisen om den såkaldte Penkowa-sag, men foredraget om sagen, som førte til Penkowas anklage om injurier. Anklager, som retten afviste mandag.

»Jeg er meget glad over, at jeg er blevet frikendt for samtlige punkter, som Milena Penkowa ville have mig dømt for injurier for,« siger Poul Pilgaard Johnsen og understreger, at det er en stor sejr, for ifølge ham selv er alt, der blev sagt i foredraget, også fremgået af artiklerne i avisen.

»Så det er i virkeligheden mine afsløringer i Weekendavisen, som her er blevet vurderet af en dommer. Det er nærmest alle væsentlige dele af Penkowa-sagen, og dermed har de fået rettens blå stempel med frikendelsen af mig,« siger han og fortsætter:

»Det er den største sag, jeg nogensinde har beskæftiget mig med i min journalistiske karriere, og danmarkshistoriens største sag om videnskabelige snyd, så det er klart, at det selvfølgelig er vigtigt både for mig, for Weekendavisen og for samfundet som helhed, at det er afsløret, og at der ikke er noget at komme efter.«

Midt i maj besluttede politiet at opgive straffesagen for dokumentfalsk på baggrund af Københavns Universitets anmeldelse mod Milena Penkowa, fordi forældelsesfrist på fem år var overskredet.

Dagens Gossip

Dagens TV