Journalister: Time for time bliver tyrkisk presse mindre fri

Skrevet af admin

21/07/2016

Mest læste i dag

Den tyrkiske præsident, Recep Tayyip Erdogan, bruger kupforsøget til at lukke munden på journalister i landet.

Det frygter Dansk Journalistforbund, som læser nyheder fra Tyrkiet med stor bekymring.

- Det ser ud til, at Erdogans styre bruger kupforsøget som en anledning til at stramme grebet endnu mere over for det, man trods alt stadig kunne kalde en fri presse. Den bliver mindre og mindre fri, som timerne går, siger formand Lars Werge.

I weekenden forsøgte dele af militæret at tage magten. I timerne efter det mislykkede kupforsøg blev omkring 20 mediers hjemmesider lukket ned. De var mistænkt for at være en trussel mod national sikkerhed og offentlig orden.

Der blev desuden udstedt arrestordre på en journalist fra et af landets største medier. Ifølge organisationen Journalister uden Grænser cirkulerer der på de sociale medier lister over "pro-Gülen journalister der skal arresteres".

- Man går målrettet efter at lukke nyhedsstationer, der måske eller måske ikke er kritiske over for Erdogan. Det understreger, at han tilsyneladende ikke går ind for pressefriheden, siger Lars Werge.

24 tv-kanaler og radiostationer har fået taget deres tilladelse til at sende. De beskyldes for at have forbindelse til imamen Fethullah Gülen. Erdogan mener, at Gülen står bag kupforsøget.

Journalister og redaktører blev i marts smidt ud fra landets største avis, Zaman. Bagefter udkom avisen med regeringsvenlige artikler. Zaman blev også anklaget for at have forbindelse til Gülen.

- Vi har set i årevis, at journalister og redaktører er blevet anholdt, tilbageholdt og fængslet. Det er et indlysende problem for demokratiet, hvis medierne ikke har frihed til at kontrollere magthaverne, siger Lars Werge.

Ifølge Journalister uden Grænser er tre tyrkiske journalister blevet fængslet i 2016.

/ritzau/