Journalistforbund fordømmer drab på James Foley

Skrevet af admin

22/08/2014

Mest læste i dag

Mordet på den amerikanske journalist James Foley fordømmes i skarpe vendinger af formanden for Dansk Journalistforbunds Mogens Blicher Bjerregård.

- Det grusomme, barbariske og brutale mord på den amerikanske journalist James Foley samt de rædsler, som de tilbageværende gidsler hos den såkaldte IS (Islamisk Stat) er udsat for, må fordømmes internationalt med de kraftigste midler.

- Mine tanker går i første omgang til James Foley’s familie og til de øvrige gidsler og deres pårørende, siger Mogens Blicher Bjerregård i en kommentar.

Den amerikanske freelancejournalist James Foley blev taget til fange af IS islamister i det nordlige Syrien i november 2012. Tirsdag i denne uge henrettede islamisterne ham som hævn for USA's bombning af dem i Irak. Henrettelsen er blevet skarpt fordømt i hele den vestlige verden.

- Situationen i Syrien og Irak er så alarmerende, at det er helt afgørende for en fortsat troværdighed nyhedsformidling fra området, at der fra regeringsniveau internationalt tages initiativ til at tage hånd om mediefolks sikkerhed, siger Mogens Blicher Bjerregård, der også er præsident for den europæiske journalistføderation, EFJ.

Dansk Journalistforbund deltager via sit arbejde i IMS - International Media Support - i hjælp til forfulgte og truede journalister kloden rundt.

Ifølge Ritzaus oplysninger opholdt den nu myrdede journalist sig hos den samme islamist-gruppe som den danske freelancefotograf Daniel Rye Ottosen.

Mod betaling af en løsesum på et tocifret millionbeløb blev Rye Ottosen frigivet den 19. juni i år efter 13 måneder som gidsel hos islamisterne.

Det lykkedes ikke at få forhandlet James Foley fri. Ifølge det amerikanske medie, GlobalPost, som James Foley arbejdede for, krævede gidseltagerne 100 millioner euro i løsesum, svarende til 750 millioner danske kroner eller løsladelse af unavngivne fanger i USA.

/ritzau/