Journalistforbundet rejser sag efter forflytningssag på DR Syd

Skrevet af Elo Christoffersen

16/09/2013

Dagens topnyheder

Sagen omkring den nye chef på DR Syd, Inga Vinds, fortolkning af DR’s etiske regler for journalisterne, rejses nu af Danmarks Journalist Forbund, som principsag, skriver Vamdrup Netavis.

Inga Vinds fortolkning af reglerne betød, at journalist, Poul Erik Jensen fra Vamdrup, måtte forlade sit job på DR Syd for at tiltræde en ny stilling som journalist ved DR’s provinsredaktion i Aarhus.

Hun krævede, at skulle Poul Erik Jensen fortsætte i jobbet på DR Syd i Aabenraa, måtte han omgående forlade sin folkevalgte plads i byrådet i Kolding til trods for at han helt uden problemer havde været kommunalpolitiker i 17 år sideløbende med jobbet som journalist ved DR.

Læs også: Byrådsmedlem fjernet fra sit job på DR Syd

Poul Erik Jensen bekræfter over for Vamdrup Netavis, at journalistforbundet har rejst sagen som principsag. Yderligere ønsker han ikke at kommentere det.

I følge netavisen rejser Journalistforbundet sagen principielt, fordi man herfra vil have en klar fortolkning af reglerne. Man vil vide, hvad medlemmer med borgerligt ombud - eller som Poul Erik Jensen – er folkevalgte må eller ikke må.

Desuden vil forbundet også have DR til at fortolke reglerne for at få klarlagt om Inga Vinds fortolkning er rigtige. I så fald må tidligere chefers fortolkninger på DR Syd have været forkerte.

Læs også: DR-chef tvinger journalist til at fravælge lokalpolitik

Poul Erik Jensen bor privat i Østergade i Vamdrup. Sagen betyder blandt andet at han nu må køre 236 kilometer dagligt for at komme til og fra sit nye arbejde hos DR i Aarhus.