Jubilæumsshow: 10 år med 'Café Hack'

Det sker ved et stort jubilæumsshow i Kongrescenteret, hvor værten Søren Dahl i vanlig oplagt stil tager imod store personligheder fra både ind- og udland.

Ved jubilæumsshowet kan publikum og lytterne glæde sig til at høre gribende, personlige og humoristiske livsoplevelser fra Ole Henriksen, Caroline Henderson, Andrea Berg og Peter Ingemann fra 'Hammerslag'. Musikken bliver leveret af a cappella gruppen Basix, og så kommer Selvsving fra P1 forbi og tager livtag på holdet bag Café Hack.

Når det er søndag og klokken nærmer sig 10.00, er Søren Dahl klar til at gå i luften med endnu en omgang ’Café Hack’. Snart vil den stemningsfyldte teatercafé i den centrale del af Aarhus danne rammen om et par intense timer med dagens gæst i fokus.

Årsagen til succesen kommer ifølge værten for programmet, Søren Dahl, fordi han forbereder sig grundigt.

-Jeg forbereder mig meget grundigt til hvert eneste program og føler mig beriget jo mere jeg læser mig ind på det menneske, der er i fokus. Og den begejstring håber jeg, at lytterne kan mærke. Forberedelsen gør, at samtalen bliver fri, og det skaber forhåbentlig en nær og vedkommende stemning, hvor der er plads til både fordybelse, tårer og grin, siger Søren Dahl.

Idéen blev født på færgen fra Aarhus til Odden
Ideen til ’Café Hack’ fik Søren Dahl og makkeren Kristian Borregaard på færgen fra Odden til Aarhus i 2003. De skrev idéen ned på bagsiden af en krøllet kuvert efter et møde med ledelsen i Radiohuset på Rosenørns Allé i København.

Det lykkedes at overbevise chefredaktionen om, at ideen skulle afprøves. I begyndelsen blev programmet sendt direkte på hverdage og varede en time. Men allerede i 2004 blev programmet udvidet til at vare dobbelt så lang tid og blev samtidig flyttet til om søndagen, som er det nuværende sendetidspunkt.

Den meget smukke og historiske ’Café Hack’ på Bispetorv i Aarhus, dannede i 1955 rammen om starten på DR-udsendelser udenfor radiohuset i København.

Den første vært hed Kristian Kryger. Det var derfor mediehistorisk, da Søren Dahl og Kristian Borregaard indtog den ny-restaurerede moderne ’Café Hack’ i 2003.

Musik med omtanke
Musikken i Café Hack vælges altid med stor omtanke. Søren Dahl er selv uddannet musiker fra Det Kongelige Danske Musikkonservatorium og bruger en stor del af sin forberedelse på at finde ind til den helt rigtige musik.

- Jeg vælger musikken ud fra den klang, jeg fornemmer, der vil være med det menneske, jeg skal møde. Nogle gange vælger jeg numre, der kommenterer, det vi taler om, og andre gange vælger jeg noget musik, som man ikke hører så tit. Hvis numrene rammer mig, er jeg tilfreds. Sådan håber jeg også, at lytterne har det, når de hører Café Hack – at de føler sig ramt, slutter Søren Dahl.

Dagens Gossip