Jublende hollænder: Gik efter etapesejr og førertrøje

Skrevet af admin

09/09/2015

Dagens topnyheder

Den røde førertrøje i Vuelta a Espana sidder igen på hollænderen Tom Dumoulin (Giant-Alpecin).

Onsdag vandt han løbets enkeltstart efter en sand magtdemonstration og overtog samtidig føringen i den samlede stilling.

- At vinde etapen med et minut er helt utroligt. Jeg håbede på etapesejren og den røde førertrøje, men at det lykkedes er helt utroligt, siger Dumoulin til Eurosport.

Han overtog førertrøjen fra spanieren Joaquim Rodriguez (Katusha), der nu er 1.15 minutter efter på tredjepladsen.

Nu er italieneren Fabio Aru (Astana) den hårdeste konkurrent. Den unge bjergrytter er blot tre sekunder efter på andenpladsen, og lørdag venter en hård bjergetape. Men hidtil har Dumoulin kørt flot med, når det gik stejlt opad.

- Det er helt sikkert muligt at vinde løbet nu. Men jeg har kun tre sekunder ned til Aru, hvilket jeg er en smule bekymret over. Men nu vil jeg fejre etapesejren sammen med mit hold, inden jeg tænker på de sidste etaper.

- For mig er Vueltaen allerede en succes. Hvem ville have troet, at jeg ville bære den røde trøje i løbets tredje uge og havde vundet to etapesejre? Jeg vil forsøge at forsvare trøjen, og så må vi se, hvad der sker, siger Dumoulin.

Aru har bestemt heller ikke opgivet at stå som samlet vinder efter søndagens sidste etape i Madrid.

- Der er stadig fire etaper, og forskellen er ikke stor. Jeg vil gå efter det, særligt på de tre etaper inden Madrid, siger italieneren.

/ritzau/AFP