Julefest hos Arsenal koster Chelsea-stjerne dyrt

Skrevet af admin

20/12/2013

Mest læste i dag

Chelseas manager José Mourinho nægter at kritisere Ashley Cole offentligt, efter at den engelske landsholdspiller deltog i sin tidligere klub Arsenals julefest.

Men Mourinho har tænkt sig at sætte Chelseas venstreback på bænken eller tribunen på udebane mod netop Arsenal i mandagens Premier League-kamp på Emirates Stadium.

- Jeg kommer til at spille med Branislav Ivanovic på højreback og César Azpilicueta på venstreback. Ashley kommer ikke til at spille fra start, medmindre noget sker mellem nu og mandag, siger Mourinho.

Selv om Mourinho er tilbageholden med at svine Ashley Cole til for at deltage i ærkerivalens julefest tidligere på ugen, så lader portugiseren det skinne igennem på fredagens pressekonference, hvad han tænker.

- Jeg har en mening, men den holder jeg for mig selv. Spillerne havde en fridag, og jeg er ikke deres far, men deres manager.

- Jeg kan kontrollere, hvad de gør, når de er sammen med mig, men ikke hvad de gør, når de ikke er sammen med mig, siger Mourinho.

Chelseas Cesar Azpilicueta har allerede før Ashley Coles julefest i Arsenal været Mourinhos foretrukne valg på venstrebacken. I de seneste seks ligakampe har César Azpilicueta været foretrukket fra start.

Ashley Cole fik chancen fra start i tirsdagens Liga Cup-nederlag til Sunderland, men den præstation har næppe hjulpet ham.

/ritzau/