Julefrokost gav ledige ny energi

Skrevet af Elo Christoffersen

07/12/2012

Mest læste i dag

Juletid er lig med firmajulefrokoster, men som ledig går man glip af samværet omkring firmajulefrokosten. Derfor havde CA a-kasse i går, som noget nyt, inviteret ledige medlemmer til julefrokost. De 65 pladser blev revet væk på få timer.

- Som ledig står man ofte står udenfor det fællesskab en arbejdsplads giver en. En julefrokost er jo netop en god mulighed for at skabe mere netværk og fællesskab mellem vores ledige medlemmer, siger Christian Sørbye Friis, der er direktør for CA a-kasse, der har hovedsæde i Gentofte.

Netværk efterspørges

Netværk var det gennemgående element i julefrokosten, og det efterspørges af de ledige medlemmer:

Arbejdet er en kæmpestor del af vores liv normalt. Alt det er væk, når man er ledig, og derfor giver sådan et arrangement lidt af den sociale interaktion, som vi ellers mangler. Og det giver os en anerkendelse af, at vi faktisk laver et stort arbejde hver uge med at søge job”, siger Carsten Timm, der har en bachelor i erhvervsøkonomi og datalogi, men er ledig.

Julefrokost gav et boost

Et er det sociale fællesskab, men julefrokosten har også givet et energiboost, mener Gitte Kjærhede, der er ledig projektleder og cand.it:

- Jeg har fået ladet batterierne op, og har får noget mere energi til at søge jobs. Vi sidder jo alle i samme båd, og har fået udvekslet erfaringer, om hvad der virker og ikke virker i jobsøgningen, siger Gitte Kjærhede.

Julefrokosten er blevet taget så godt imod af de ledige medlemmer, at CA a-kasse regner med at gentage succesen til næste år. 

- Hvis den kan løfte stemningen og gejsten hos vores ledige medlemmer, så har den bestemt en værdi, siger Christian Sørbye Friis fra CA a-kasse.

CA er a-kasse for højtuddannede i erhvervslivet. De 45.000 medlemmer har typisk en erhvervsøkonomisk baggrund og arbejder med ledelse, økonomi, salg og marketing, it og kommunikation.