Julefrokosten gør dig mere effektiv på jobbet

Skrevet af Ronja Ryde

28/11/2014

Mest læste i dag

Så er det endnu engang blevet sæson for sild, snaps og sleske blikke. Tiden med arbejdsjulefrokoster er over os, og står det til foredragsholder og trivselsekspert Tim Metz, gør vi klogt i at tage af sted:

- Mange danskere vælger julefrokosten af pligt frem for lyst, mens en stor gruppe ligefrem fravælger den. Det er ærgerligt, for det er netop sociale arrangementer som julefrokosten, der er med til at skabe fundamentet for et sundt arbejdsmiljø, siger Tim Metz, der til dagligt holder foredrag om medarbejdertrivsel på arbejdspladsen.

Med arbejdsparaderne nede

I følge Tim Metz giver arbejdsjulefrokosten danskerne en oplagt mulighed for at lære deres kolleger at kende som andet end blot kolleger, og det kan ofte få stor værdi på den enkelte arbejdsplads:

- Arbejdsjulefrokosten skaber rammerne for en fortrolighed, som man ofte ikke har mulighed for at vise hinanden i en travl hverdag. Her kan talen falde på alt lige fra sommerferieplaner og omlægning af lån til skole-hjem-samtaler. Til arbejdsjulefrokosten kan vi med andre ord knytte tætte relationer, som senere kan vise sig meget værdifulde. For det er nemlig de tætte relationer, der gør os villige til at gå de ekstra skridt - både for hinanden som kolleger og arbejdspladsen som virksomhed, siger Tim Metz.

Gode 'venner' skaber bedre resultater

Sunde relationer baseret på fortrolighed kan sågar måles direkte på arbejdspladsens bundlinje, hvis man spørger Tim Metz:

- Tillid og fortrolighed sætter et menneskeligt ansigt på vores kolleger,  som kan gøre os mere trygge i jobbet, mere opmærksomme på andres behov, mindre stressede og mere produktive. Og hvorfor ikke lade den proces begynde til julefrokosten, spørger han.

Tim Metz' fem råd: Det skal du huske til din julefrokost

1. Brug julefrokosten til at lære dine kolleger bedre at kende. Vær interesseret og spørg ind til deres hverdag udenfor jobbet.

2. Lad være med at udtrykke utilfredshed med kolleger eller chefer.

3. Hold generelt den arbejdsrelaterede snak på et minimum.

4. Undlad fedteriet for din chef. Al snak om forfremmelse og lignende må vente.

5. Arbejdsjulefrokosten bliver aldrig en privat fest. Så hold igen med alkoholen denne aften.