Julehandlen overhaler sidste år og sætter igen rekord

Skrevet af admin

16/12/2015

Dagens topnyheder

Det er jul, og forbrugerne svinger deres dankort, så der kommer gaver under træet og mad på bordet.

De danske forbrugere handlede for 16,5 milliarder kroner i de første 14 dage af december, og det er en stigning på 6,5 procent i forhold til sidste år.

Butikkernes omsætning med dankort nåede op på 16,5 milliarder kroner ifølge nye omsætningstal fra Nets. Det betyder, at forbrugerne brugte for knap en milliard kroner mere end i første halvdel af julemåneden sidste år.

- Det er positivt, at julehandlen er startet godt, og vi kan håbe, at tendensen holder, selv om vi kun er midtvejs i julesalget, siger markedsdirektør Henrik Hyltoft, Dansk Erhverv i en skriftlig kommentar til Ritzau.

Omsætningsfremgangen dækker både det almindelige forbrug og merforbruget til juleindkøb.

Meromsætningen på knap en milliard kroner svarer til en vækst på omkring 1,5 procent i forhold til julehandlen i de første to uger af december sidste år, når man tager højde for inflationen og det øgede brug af dankort frem for kontanter.

Det er gode nyheder, mener Dansk Erhverv. Også selv om det ikke er en prangende vækst.

Henrik Hyltoft vurderer, at forbrugerne måske har taget hul på julehandlen tidligere end normalt.

Det skyldes, at det amerikanske tilbudskoncept Black Friday 27. november resulterede i den største dankortomsætning nogensinde på en enkelt dag med et samlet dankortsalg på næsten to milliarder kroner.

- Mange har sikkert benyttet lejligheden til at få nogle gode tilbud på julegaverne, men salget Black Friday i sidste måned indgår af gode grunde ikke i opgørelsen af dankortomsætningen for de første 14 dage af december, siger Henrik Hyltoft.

Dansk Erhverv forventer, at danskernes juleindkøb i år vil nå op på 8,6 milliarder kroner eller omkring 200 millioner kroner mere end sidste år.

/ritzau/