Julekoncert på Godset skal give penge til hospitalsklovne

Skrevet af Elo Christoffersen

25/10/2013

Dagens topnyheder

En julekoncert med vokalgruppen VisVocal søndag den 15. december klokken 15 på Godset i Kolding skal være med til at skaffe penge til de fire hospitalsklovne på børneafdelingen på Kolding Sygehus. Her kommer publikum til at høre en lang række af de populæreste ind- og udenlandske julesange.

VisVocal er en vokalgruppe bestående af 25 dynamiske og håndplukkede sangere fra hele det sydlige Jylland, og gruppen er i dag så efterspurgt, at kontrakten med koncerten i Kolding allerede blev underskrevet i januar. Det siger lidt om VisVocals popularitet, og når koret hvert år afvikler to julekoncerter i Trøjborg ved Visby, bliver billetterne revet væk.

Det er ingen tilfældighed, at Foreningen Hospitalsklovne-Kolding – som noget nyt – arrangerer i julekoncert, for over 9.300 børn fra et stort geografisk område kommer årligt i kontakt med børneafdelingen og får dermed glæde af hospitalsklovnene Fru Ib, Frk. Lakrids, Theodor og Gummitud, og det koster mange penge.

- At have fire hospitalsklovne er ensbetydende med en årlig udgift på cirka 300.000 kroner, og dem skaffer vi til veje på forskellig vis, blandt andet ved at afvikle shows og koncerter. Det er en god måde at skaffe penge på, fordi alle får en god oplevelse, fortæller formanden for Hospitalsklovne-Kolding, Geert Madsen, i en pressemeddelelse.

De mange børn på børneafdelingen kommer fra et stort geografisk område, som populært kan betagnes som det gamle Vejle Amt + Vejen, Billund, Hedensted og Haderslev. Det er foreningens holdning, at alle område gerne skal være med til at bidrage økonomisk til klovneordningen, og Geert Madsen håber derfor, at billetsalget til julekoncerten i Kolding vil indfri forventningerne. Alene fra Kolding-området kommer der årligt cirka 2700 børn på børneafdelingen.

- Vi ønsker ikke at tage fokus fra andre julearrangementer i byen, men vi vil gerne have Koldings borgerne til at bidrage økonomisk til, at også deres børn kan få glæde af hospitalsklovnene. Det siger vi lige ud, for skaffer vi ikke de nødvendige penge, er der ganske enkelt ingen hospitalsklovne på børneafdelingen.

Billetter til julekoncerten på Godset kan købes via Billetten på telefon 7020 2096.