Juletrafikken giver pres på de store veje

Skrevet af John Meyer

19/12/2012

Mest læste i dag

I år forventer Vejdirektoratet at trafikken før jul vil være mere jævnt fordelt end sidste år. Det skyldes, at juleaften i år falder på en mandag, hvilket vil give mulighed for flere afrejsedage allerede fra den 21. december.
På strækninger, der i forvejen er stærkt trafikerede, forventes dog tæt trafik i dagene op til juleaften. Det gælder de større indfaldsveje til København, E20 mellem Køge og Ringsted og omkring Slagelse, E20 mellem Nyborg og Odense, samt mellem Ejby og Middelfart, motorvejene i Trekantsområdet, E45 mellem Vejle og Århus, E45 ved Aabenraa og E45 ved Aalborg.


Kør tidligt eller sent
Trafikken vil i dagene op til jul som regel være tættest i tidsrummet mellem klokken 12.00 og klokken 20.00. Og typisk vil den være tættest i retning fra Sjælland mod Fyn og Jylland. Har man mulighed for det, anbefales det at man kører tidligt om morgenen eller sent om aftenen og tager højde for ekstra rejsetid. Det kan være en fornuftig tanke at tage ekstra tæpper med, underholdning til børnene samt en skovl i bagagerummet i tilfælde af, at man skulle sidde fast i sneen.
Juleaftensdag og første juledag forventes ikke større trafik, hvorimod der igen vil være tæt trafik på vejene onsdag den 26. december og torsdag den 27. december.


Hvor trafikken før jul primært var i retning Sjælland mod Fyn og Jylland, vil den efter jul være tættest i retning fra Jylland og Fyn mod Sjælland. Erfaringerne viser, at trafikken vil være tættest i perioden klokken 12 middag til klokken 19 om aftenen.
Vejdirektoratets råd til trafikanterne er: Kør af sted i god tid og hold jer orienteret før afrejse og undervejs, så I kan komme nemt og sikkert frem til jeres juledestination.