Juleugens vejr: "Det bliver en grøn jul"

Skrevet af admin

21/12/2015

Mest læste i dag

- Det bliver en grøn jul.

Så kontant aflyser meteorolog Mette Wagner fra DMI muligheden for hvid jul over Danmark.

Luften over landet er alt for varm til, at der kan dannes bare antydningen af sne torsdag, der er juleaftensdag.

- I løbet af dagtimerne får vi syv til ni grader, og det bliver tørt de fleste steder. Senere vil der komme regn ind over landet vestfra. Bor man i de østlige egne, vil der nok først komme regn ud på natten, siger Mette Wagner.

Frem mod jul bliver vejret over det ganske land ligeledes mildt og blæsende. Det kommer i særlig grad til udtryk natten til tirsdag.

- Her vil vi måske få vindstød op til stormstyrke i Vendsyssel, Nordjylland og også Bornholm, siger Mette Wagner.

Tirsdag kan temperaturen nå højder, der minder mere om en lun martsdag end dag kort før jul.

12 grader kan temperaturen snige sig op på, og det er væsentligt over gennemsnittet for december, der lyder på 1,6 grader.

Onsdag - dagen før jul - kommer til at være præget af regn og skyer mange steder, men i løbet af dagen kommer der en opklaring fra nordvest, der muligvis holder helt frem til den 24. december. Ved kysterne kan der dog onsdag komme vindstød op til kuling, advarer DMI.

Når vi kommer over på den anden side af juleaften vil fredag - juledag - være præget af lidt eller nogen sol, men især i den vestlige del af landet kan der komme spredte byger, som i Nordjylland også kan blive med hagl. Temperaturen bliver omkring otte grader, men igen kan vinden vise tænder og sende en kuling til hård kuling ind over land.

Anden juledag begynder temperaturen at dale en smule, således at der natten til søndag kan komme helt ned til fire frostgrader flere steder.

Kulden bliver dog ikke hængende, og søndag er det milde og grå vejr tilbage.

/ritzau/