Julia Timosjenko er fortsat i fængsel

Skrevet af admin

22/02/2014

Dagens topnyheder

En talskvinde for den fængslede Julia Timosjenko siger, at det ikke er korrekt, at den ukrainske oppositionspolitiker er løsladt.

Det siger talskvinden til nyhedsbureauet AP.

Nyhedsbureauet havde kort forinden med talskvinden som kilde rapporteret, at Timosjenko allerede er løsladt.

Det fik andre medier til at citerede det som en kendsgerning, at Timosjenko allerede er en fri kvinde.

Men Timosjenkos datter siger, at hun planlægger senere i dag at mødes med sin mor i byen Kharkiv, hvor oppositionspolitikeren sidder fængslet.

Det kommer, efter parlamentet lørdag formiddag med 322 stemmer ud af 450 har vedtaget, at Timosjenko skal løslades.

Vedtagelsen betød, at løsladelsen ikke skal godkendes af præsident Viktor Janukovitj, skriver nyhedsbureauet Reuters.

Derfor anses det for et spørgsmål om kort tid, før den 53-årige politiker er fri.

Parlamentet besluttede fredag at ændre straffeloven, så de forseelser, som Timosjenko er dømt for, formentlig ikke længere vil kunne føre til en dom.

Timosjenko blev i 2011 idømt syv års fængsel for embedsforsømmelse, mens hun var Ukraines premierminister frem til 2010.

EU har kaldt det en politisk dom, der skulle sætte en politisk modstander ud af spillet.

/ritzau/