Julia Timosjenko har forladt sit fængsel

Skrevet af admin

22/02/2014

Dagens topnyheder

Ukraines tidligere premierminister Julia Timosjenko har forladt sit fængsel og er på vej mod Uafhængighedspladsen i hovedstaden Kijev, skriver nyhedsbureauet AFP.

- Vores hjemland vil fra i dag være i stand til at se solen og himlen, efter at diktaturet er faldet, siger den netop løsladte ukrainske oppositionspolitiker Julia Timosjenko ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Lørdag har der været en del forvirring om, hvorvidt Timosjenko var løsladt eller ej.

Parlamentet vedtog lørdag formiddag med 322 stemmer ud af 450, at den fængslede oppositionspolitiker skulle løslades. Det betød, at løsladelsen ikke skulle godkendes af præsident Viktor Janukovitj.

Kort efter rapporterede flere medier, at Timosjenko havde forladt sit fængsel.

Men senere lørdag kunne hendes talskvinde fortælle, at Timosjenko fortsat var fængslet.

Det var dog kun et spørgsmål om tid, før den 53-årige politiske modstander til præsident Viktor Janukovitj ville blive løsladt.

Flere medier beretter om, hvordan Timosjenko vinkede til glade tilhængere fra sin bil, da hun blev kørt ud af det hospital i den nordøstlige by Kharkiv. Tilhængerne råbte i kor "Befri Timosjenko".

Hospitalet i Kharkiv har på grund af en rygskade udgjort Timosjenkos fængsel siden 2011, hvor hun blev idømt syv års fængsel for embedsforsømmelse.

EU har kaldt det en politisk dom, der skulle sætte en politisk modstander ud af spillet.

Ukraines parlament besluttede fredag at ændre straffeloven, så de forseelser, som Timosjenko er dømt for, formentlig ikke længere vil kunne føre til en dom.

Ifølge kilder i oppositionen er Timosjenko nu på vej til Uafhængighedspladsen i hovedstaden Kijev, som har spillet en helt central rolle i de seneste måneders blodige kampe mellem politiet og oppositionens demonstranter.

Timosjenko udtaler lørdag eftermiddag, at der nu skal gøres alt for, at "hver spildte bloddråbe ikke er blevet spildt forgæves".

/ritzau/