Julian Assange: Jeg forlader snart Ecuadors ambassade

Skrevet af admin

18/08/2014

Dagens topnyheder

WikiLeaks-stifteren Julian Assange siger på en pressekonference, at han snart vil forlade Ecuadors ambassade i London, hvor han har opholdt sig i asyl i mere end to år.

Byretten i Stockholm fastholdt i juli en arrestordre på australieren, som fortsat risikerer anholdelse, hvis han forlader Ecuadors ambassade i London.

Assange gav ikke yderligere oplysninger om sine planer.

- Jeg forlader ambassaden snart, men det er ikke sikkert, at det sker af de årsager, som Murdochs medier og Sky News fremfører i øjeblikket, siger Assange.

En journalist på Sky News spekulerede tidligere mandag blandt andet i, at australieren var så syg efter to år på ambassaden, at han ville overgive sig til britiske myndigheder.

Den svenske domstol fastslog i juli, at der fortsat er bestyrket mistanke mod WikiLeaks-stifteren for flere tilfælde af seksuelle overgreb.

Han skal derfor pågribes og fængsles på samme grundlag, som da fængslingsbeslutningen blev truffet første gang.

På et spørgsmål til sit helbred på pressekonferencen mandag svarede Assange, at enhver ville være påvirket af at opholde sig to år i en bygning uden at komme ud og få direkte sollys.

Assange har været under overvågning af britisk politi i to år, og myndighederne er klar til at pågribe ham, hvis han træder ud på gaden.

/ritzau/