Julie Zangenberg planlægger hjertebarn

Det er ikke solbadning eller isspisning, den står på i pauserne for Julie Zangenberg. I øjeblikket befinder skuespillerinden sig i det græske øhav, hvor hun er i gang med optagelserne til en helt ny arbejdsudfordring som vært på et indtil videre hemmeligt TV3-program.

Samtidig er hun nemlig i fuld sving med forberedelserne til næste års store velgørenhedsarrangement i sin "Rich Without Money Foundation". En fond, som Zangenberg i 2013 stiftede med ekskæresten, fodboldspilleren Nicklas Bendtner, til fordel for børnevelgørenhed. Zangenberg er bestyrelsesformand, og for hende er projektet et "hjertebarn". Det fortæller hun på sin blog vivalavie.dk:

- I øjeblikket er vi ved at forberede næste års bal og fodboldstævne. Location, programmer, sponsorer, samarbejdspartnere, invitationer og alt muligt andet skal forberedes, så det er også en af tingene, som jeg sidder her i Grækenland og arbejder på mellem optagelserne, skriver den travle 25-årige skuespillerinde og fortsætter:

- Det kræver en del at drive en fond. Events i den skala, som fonden gerne vil holde dem i, kræver næsten et års forarbejde. Alt sammen ting, jeg nyder, men som selvfølgelig tager en del af min tid.

Zangenberg har ud over arbejdet med sin fond og den nye værtstjans forrygende travlt med nye skuespillerroller, kurser og mere velgørenhed som deltager i programmet "Hvem vil være millionær - i den gode sags tjeneste."

I foråret afholdt Zangenberg og Bendtner et stort bal, der rejste 150.000 kroner til Ønskefonden Danmark og havde deltagelse af blandt andet sangveninden Medina og Manu Sareen, minister for børn, ligestilling, integration og sociale forhold.

Zangenberg og Bendtner brød med hinanden i august efter tre år som par.

Newspaq

Dagens Gossip