Juncker er på charmeoffensiv i EU-Parlamentet

Skrevet af admin

09/07/2014

Mest læste i dag

Da luxembourgske Jean-Claude Juncker i går var på besøg i den socialdemokratiske og socialistiske gruppe i EU-Parlamentet, S&D, sagde han, at EU's nye økonomikommissær bliver socialist, hvis han bliver formand for EU-Kommissionen.

- Ja, det sagde han helt tydeligt, at det havde han besluttet, siger Ole Christensen (S), som sidder i S&D i parlamentet.

Og sådan begyndte Jean-Claude Junckers charmeturné i EU-Parlamentets grupper.

I forrige uge godkendte EU-landenes chefer Juncker som deres kandidat til posten som den næste formand for EU-Kommissionen, når José Manuel Barroso stopper til efteråret.

Juncker mangler imidlertid at blive godkendt i EU-Parlamentet ved en afstemning, som skal foregå tirsdag i næste uge. Det ser ud til, at den liberale gruppe, den socialdemokratiske gruppe og den konservative gruppe vil stemme for Juncker.

Men flere især i den socialdemokratiske gruppe er skeptiske. Derfor forsøger Juncker nu at vinde terræn og opbakning. Det er det borgerlige EPP, som har valgt Juncker som partiets kandidat til posten.

- Der er mange kritiske kræfter i den socialdemokratiske gruppe. Især sydeuropæerne har vanskeligt ved at skulle stemme på en, der egentlig er konkurrenten, siger Ole Christensen, som ikke selv har besluttet, om han vil stemme på Juncker.

Tidligere onsdag var luxembourgeren til høring i den grønne gruppe, hvor SF's Margrete Auken sidder. Hun var også godt nok tilfreds, selvom han "ikke er hendes kandidat".

- Han var betydelig bedre, end jeg havde frygtet. Det var klasser over Barroso. Juncker taler konkret - Barroso var en glatsnakker, siger hun.

- Han nævnte flere gange forsigtighedsprincippet, da vi talte om skifergas og GMO'er. Men han var ikke verdensmester på klima, siger hun.

Da han besøgte den konservative EU-skeptiske gruppe ECR, rakte Juncker ifølge nyhedsbureauet Reuters hånden frem ved at sige, at han altså ikke går ind for et "United States of Europe".

Den EU-skeptiske gruppe EFDD ledet af Nigel Farage fra det britiske EU-modstanderpartiet Ukip, har Juncker gemt til aller sidst onsdag aften.

/ritzau/