Juncker: EU har brug for en ægte sikkerhedsunion

Skrevet af admin

12/04/2016

Dagens topnyheder

EU bør opbygge en ægte sikkerhedsunion for at blive mere effektiv til at bekæmpe terror, mener EU-Kommissionens formand, Jean-Claude Juncker.

- Det er fragmentering, der gør os sårbare. Europa har brug for en ægte sikkerhedsunion, siger Juncker i en tale i Europaparlamentet i Strasbourg under en debat om kampen mod terror efter de seneste angreb i blandt andet Paris og Bruxelles.

Han siger, at problemet i dag ikke er mangel på værktøjer i kampen mod terror. Men de værktøjer, der findes, bliver ikke brugt ordentligt, mener Juncker. Heller ikke samarbejdet fungerer godt nok.

- Informationerne findes, men alt for ofte løber de ud i sandet. Eller også når de for sent frem. Vi skal have mere sammenkobling og mere samarbejde, siger Jean-Claude Juncker.

- Sandheden er, at kampen mod terror ikke bliver mere effektiv, før medlemslandene samarbejder mere med hinanden og med de europæiske agenturer, især Europol, siger han.

I årtier har EU-landene talt om, at de skal blive bedre til at dele efterretninger og informationer med hinanden i kampen mod terror. Og nu er tiden inde til handling, mener EU-Kommissionens formand.

Han ønsker således på længere sigt en "ægte sikkerhedsunion". Og de forslag, som EU-Kommissionen allerede har fremlagt i kampen mod terror, kan tjene som en forløber.

Det gælder blandt andet stramninger af kontrollen med våben. Det blev foreslået af EU-Kommissionen ugen efter terrorangrebet i Paris i november sidste år. Men her - næsten et halvt år senere - er de stadig ikke er vedtaget.

Kommissionen vil ifølge Juncker meget snart fremlægge en ambitiøs handlings- og tidsplan for at rykke videre i arbejdet med den europæiske sikkerhedsdagsorden.

Den liberale leder i Europaparlamentet, Guy Verhofstadt, siger, at den ene gang efter den anden må man efter et terrorangreb i Europa konstatere, at terroristerne var kendt af myndighederne i mindst ét land. Men oplysningerne blev ikke delt med andre lande, og derfor blev angrebene ikke stoppet i tide.

- Hvor mange flere terrorangreb skal vi have, før alle forstår, at vi har brug for en reel efterforskningsenhed på europæisk niveau så hurtigt som muligt?, spørger Verhofstadt, der vil have et europæisk FBI.

- Terroristerne kender ingen grænser. Det er kun vores politi og efterretningstjenester, der kender grænser, siger han.

Verhofstadt vil bygge videre på politisamarbejdet Europol og den europæiske anklagemyndighed, der i dag efterforsker svindel med EU-midler, for at "gøre det, som amerikanerne gjorde" for over 100 år siden", da de oprettede FBI.

/ritzau/