Juncker: Grækenland har ikke fremsat reformforslag

Skrevet af admin

07/06/2015

Dagens topnyheder

EU-kommissionsformand Jean-Claude Juncker siger søndag, at Grækenland indtil videre ikke har sendt en liste med forslag til alternative økonomiske reformer.

- Alexis Tsipras, min ven, havde lovet, han torsdag aften ville have fremsendt de alternative forslag. jeg har aldrig modtaget dem, siger han.

Tsipras, den græske premierminister, kaldte fredag EU's seneste forslag til en aftale for "absurde", og han insisterer på, at grækerne ikke vil acceptere en aftale uden en omstrukturering af hele landets massive gæld.

- Regeringen og dette parlament kommer ikke til at vedtage en ny lånepakke, siger Tsipras.

Premierministeren vender tommelen ned overfor et forslag fra eurogruppen og Den Internationale Valutafond, IMF, om penge til gengæld for reformer. Han kalder dette "absurd".

Grækenlands finansminister, Yanis Varoufakis, siger til dagbladet Proto Thema, at "den græske regering ikke lader sig ikke terrorisere".

Den græske regeringsleder insisterer dog på, at grækerne aldrig har været så tæt på en aftale som nu.

- Tiden er ikke kun i færd med at løbe fra os, den løber også fra alle andre. Det er sikkert, at vi i de næste døgn kommer til at høre mange forskellige ting, da vi er i den sidste fase.

Mens tiden er ved at rinde ud for Grækenlands eksisterende internationale låneprogram, stiger spændingen om, hvordan en statsbankerot kan forhindres.

Grækenland på den ene side og de 18 øvrige eurolande på den anden står lige nu stejlt på egne krav.

Efter en skærpet retorik fra blandt andet græsk side holder den tyske forbundskansler, Angela Merkel, og Frankrigs præsident, François Hollande, drøftelser med Tsipras søndag.

De tre ledere er blevet enige om at mødes til videre drøftelser onsdag i Bruxelles.

Det eksisterende låneprogram udløber med udgangen af juni.

/ritzau/AFP