Juncker: Græsk position vil blive dramatisk svækket af nej

Skrevet af admin

03/07/2015

Dagens topnyheder

Hvis et flertal af grækerne stemmer nej til en folkeafstemning søndag, vil den græske forhandlingsposition være "dramatisk svækket", lyder det fredag fra EU-kommissionsformand Jean-Claude Juncker.

Ved folkeafstemningen skal grækerne stemme om, hvorvidt de støtter de internationale långiveres reformkrav til fordel for et låneprogram.

- Selv i tilfælde af et ja vil vi stå over for svære forhandlinger, siger Juncker på et pressemøde i Luxembourg.

En lignende melding er også kommet fra Eurogruppens formand, den hollandske finansminister Jeroen Dijsselbloem, der har sagt, at et nej vil bringe Grækenland og Europa i "en meget vanskelig position".

Den græske premierminister, Alexis Tsipras, og hans venstreorienterede regering anbefaler imidlertid grækerne at stemme nej.

Tsipras og hans finansminister, Yanis Varoufakis, mener, at et nej vil styrke deres forhandlingsposition. Varoufakis har sågar meldt ud, at han træder tilbage, hvis det bliver et ja.

Grækernes støtteordning fra EU, Den Internationale Valutafond (IMF) og Den Europæiske Centralbank (ECB), som har holdt den græske økonomi oven vande, udløb med udgangen af juni.

Samme dag misligholdt landet et lån til IMF. Siden mandag har de græske banker og børsen holdt lukket. De forbliver lukket indtil efter folkeafstemningen.

Flere ledere i EU opfordrer grækerne til at stemme ja, og Juncker har tidligere udlagt afstemningen som et ja eller nej til euroen og EU.

En meningsmåling viser ifølge nyhedsbureauet AFP, at 44,8 procent af grækerne vil stemme ja, mens 43,4 procent vil stemme nej. Det er den første offentliggjorte måling, hvor ja-siden fører.

Spørgsmålet, som grækerne skal tage stilling til, henviser imidlertid til dokumenter, der i dag er "uden relevans", har Dijsselbloem udtalt. Efter den græske støtteordning udløb natten mellem tirsdag og onsdag, er situationen en anden.

/ritzau/