Juncker udstikker sin EU-kurs for 2015

Skrevet af admin

16/12/2014

Dagens topnyheder

Den store investeringsplan til 2350 milliarder kroner, et ambitiøst digitalt indre marked i EU, de første skridt imod en europæisk energiunion, kamp mod skatteunddragelse og skattesvig, mere fælles fodslag om indvandringspolitik og et styrket samarbejde om euroen.

Det er hovedoverskrifterne i det arbejdsprogram, som EU-Kommissionens formand, Jean-Claude Juncker, tirsdag præsenterer i Strasbourg sammen med første næstformand Frans Timmermans.

Den ny EU-kommission har sat sig for at give Europa en ny start og begrænse EU's lovgivning, så det i højere grad overlades til medlemslande og regioner at lovgive, siger Juncker.

Desuden skal der ryddes op i gamle lovinitiativer, der ikke er blevet eller skønnes at kunne blive til noget.

- Kommissionen skal koncentrere sig om de store emner. Vi er i gang med at gennemgå 452 lovgivningsinitiativer, og hovedemnerne er vækst og beskæftigelse, siger Juncker.

EU-Kommissionen vil i 2015 søsætte 23 udspil, hvor tallet under tidligere kommissioner har været op mod 100 om året.

- Kommissionen vil inden for et halvt år komme med en udtalelse om det, der er blevet kaldt "tax rulings" (skatteaftaler). Derudover vil vi fremsætte et program, der skal bekæmpe skattesvig og skatteunddragelse, siger Juncker om de omstridte aftaler fra Luxembourg.

Han tilføjer, at kommissionen vil arbejde for, at virksomhederne betaler skat i de lande, hvor de tjener deres penge.

Sidste uge blev en liste med 80 lovforslag lækket. Listen omfatter lovforslag, som EU-Kommissionen har lagt op til at skrotte, såfremt den samlede kommission kan enes om det.

Det har siden vakt røre, at forslag om renere luft og om "cirkulær økonomi" om mere affaldsgenbrug var med på skrotlisten.

Næstformand Timmermans bekræfter, at kommissionen vil trække affaldsforslaget fra juli 2014 tilbage. Men kun for at komme med noget bedre.

- Vi trækker forslaget om affaldspakken, men vi fremsætter et nyt forslag, der er mere ambitiøst, og jeg vil garantere, at det kommer i 2015, siger Timmermans.

/ritzau/