Jupp Heynckes: Bayern kan dominere de næste 10 år

Skrevet af admin

30/12/2013

Dagens topnyheder

I sidste sæson vandt Bayern München the treble i form af Bundesligaen, den tyske pokalturnering og Champions League.

Dengang hed træneren Jupp Heynckes. Selv om tyskeren er blevet skiftet ud med Pep Guardiola i trænersædet, så mener Heynckes, at klubben har alle forudsætninger for at dominere europæisk fodbold de næste mange år.

- Et mandskab, der er så komplet på alder, kvalitet og gensidig respekt, har et stort årti foran sig.

- Jeg ser ikke noget bedre hold end Bayern i hele Europa. De er stærke nok til at forblive nummer et i Europa de kommende år, siger Jupp Heynckes til det tyske fodboldmagasin Kicker.

I denne sæson er Bayern München suverænt i spidsen i Bundesligaen, hvor holdet ikke har tabt i de første 16 kampe.

I Champions League vandt storholdet suverænt sin gruppe og skal møde Arsenal i 1/8-finalerne, ligesom klubben vandt sit andet trofæ i sæsonen kort før jul, da man vandt VM for klubhold.

Desuden er Bayern München-spilleren Franck Ribery sammen med Cristiano Ronaldo og Lionel Messi med i opløbet om at blive verdens bedste fodboldspiller 2013.

Den 68-årige Heynckes indstillede karrieren efter sidste sæson, og han afviser at vende tilbage til trænerbænken.

- Hvis man tæller min tid som spiller med, så har jeg været omkring 50 år i branchen. På et tidspunkt siger du til dig selv, at det er nok, og at der er et liv efter fodbold, siger Jupp Heynckes.

Den pensionerede tysker nævnes som en kandidat til at modtage prisen som årets træner i verden.

- Skulle det ske, så tager jeg selvfølgelig det med, siger han.

/ritzau/