Juraprofessor: Ja, grænsekontrol kan føre til flere asylansøgere

Skrevet af admin

12/11/2015

Mest læste i dag

Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) sagde onsdag, at den svenske grænsekontrol kan føre til, at Sverige får flere asylansøgere.

- Det kan meget vel føre til, at Sverige får flere og ikke færre asylansøgere, sagde den danske statsminister.

Den danske juraprofessor Jens Vedsted-Hansen siger, at Lars Løkke har en pointe.

- Grænsekontrol er ikke det samme som at lukke grænsen. Det betyder jo ikke, at det ikke længere er muligt at søge asyl.

- Der er nogle politikere, der tror, at grænsekontrol betyder, at man kan afvise alle. Det kan man bare ikke, siger han til Ritzau.

Sverige indfører fra klokken 12 torsdag midlertidig og sporadisk grænsekontrol.

Det skal i første omgang gælde ti dage frem, og vil blandt andet omfatte både Øresundsbroen og færgetrafikken til Sverige fra Danmark og Tyskland.

- Hvis man indfører grænsekontrol, og standser flygtninge ved grænsen, så tvinger man dem ud af busken, og tvinger dem til at tage stilling til, om de vil have asyl i Danmark, siger Jens Vedsted-Hansen.

- Hvis man stopper en flygtning ved grænsen vil det være sådan, at hvis ikke de søger asyl i Danmark, kan de afvises. Men hvis de søger asyl, kan de komme ind. Så det kan sagtens gå som Løkke forudsiger, siger han.

Blandt andre Dansk Folkeparti var straks ude og kræve, at man også i Danmark indfører grænsekontrol.

Men den grænsekontrol, som Dansk Folkeparti har ønsket i mange år, og den man indfører i Sverige, har meget lidt med hinanden at gøre.

- Svenskerne læner sig op af nogen regler i Schengen-traktaten, der giver mulighed for at indføre midlertidig grænsekontrol. Det har blandt andre Frankrig også gjort før, siger Jens Vedsted-Hansen.

/ritzau/