Juraprofessor: SU-reform på kant med konvention

Det mener juraprofessor Kirsten Ketcher fra Københavns Universitet, som i Politiken peger på, at reformen ikke indeholder særlige vilkår for handikappede studerende, der ligesom alle andre studerende nu får et halvt år mindre med SU samt øgede aktivitetskrav.

»Den er ikke i overensstemmelse med handikapkonventionen, hverken i ånd eller bogstav,« siger Kirsten Ketcher til Politiken.

Samme melding får man i Danske Handicaporganisationer.

»Konventionen siger, at vi skal have rimelig tilpasning og positiv særbehandling som et legitimt middel. Det burde de Radikale være bannerførere for - de siger altid, at man skal behandle forskelligt for at behandle lige,« siger formanden for Danske Handicaporganisationer, Stig Langvad, til Politiken.

Den radikale uddannelsesminister, Morten Østergaard (R), mener ikke, at handikappede studerende får det sværere med den nye SU-reform, og han afviser, at reformen er i strid med handikapkonventionen.

»Det, vi er forpligtet på i handikapkonventionen, er at ligebehandle. Det følger ikke deraf, at vi er forpligtet til at bedrestille dem,« siger Morten Østergaard til Politiken.

Men det gør det netop, mener juraprofessor Kirsten Ketcher.

»Man skal være opmærksom på, at handikap er forbudt at diskriminere på grund af handikapkonventionen, og når man ikke giver dem samme muligheder, så diskriminerer man dem,« siger hun til Politiken.

Enhedslisten har i Folketinget fremsat et beslutningsforslag, som opfordrer til at tage hensyn til handikappede studerende i SU-reform. Uddannelsesminister Morten Østergaard har ikke imødekommet forslaget.

Dagens Gossip