Jurastuderende krænkede over 100 piger i 200 tilfælde

En 21-årig jurastuderende mand fra Værløse skal en tur i retten efter han har krænket 122 piger seksuelt. De er i alderen fra 10 til 18 år.

I over 200 tilfælde har han krænket sine ofre over internettet ved såkaldt grooming, hvor voksne i chatroom på nettet kommer i kontakt med børn, som de udvikler et tillidsforhold til med henblik på at udnytte dem seksuelt.

Blandt andet har den 21-årige mand i 13 tilfælde forsøgt at få samleje med børn under 15 år. I andre 32 tilfælde er der tale om anden kønslig omgang med børn under 15 år. Desuden er han sigtet for overtrædelse af loven om euforiserende stoffer, oplyser Nordsjællands Politi.

Den 21-årige har ifølge politiet aldrig mødt sine unge ofre fysisk, men han bad dem tage tøjet af, mens computerens webcam var tændt.

Når pigerne efter kortere eller længere tids korrespondance sagde stop, truede han dem med at offentliggøre nøgenbilleder, medmindre de udførte seksuelle handlinger for ham.

Sagen er så fremskreden at politiet er klar til at aflevere den til Anklagemyndigheden. Så i løbet af kort tid skulle anklageskriftet være klar.

Manden er tidligere dømt til ni måneders fængsel for at krænke 23 piger.

Dagens Gossip