Jurist: Eddies klager er meget alvorlige

Det er ikke overraskende, at klagen fra Søfartens Ledere på vegne af den frigivne kaptajn Eddy Lopéz over TV2 ender i Pressenævnet, der også skal tage stilling til en klage over Ekstra Bladets kampagne.

- De to klager minder om hinanden, og det er ikke overraskende, at de begge går til Pressenævnet, nu hvor vi har hørt om, hvor alvorlige de er, siger Oluf Jørgensen, der er pressejurist på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole.

Pressejuristen betegner de to klager som alvorlige.

- Jeg vurderer det som meget alvorlige klager, og jeg mindes ikke at Pressenævnet tidligere har haft sager af så alvorlig karakterer, hvor det presseetiske punkt er så alvorligt, som det er i dette tilfælde, siger Oluf Jørgensen.

Han henviser til de presseetiske retningslinjer, hvor ofre for forbrydelser og ulykker skal vises det størst mulige hensyn.

- Her er der tale om ofre for forbrydelser, og det helt unikke i denne sag er, at der er sket optagelser af foto, og tv-optagelser i selve lejren, mens de pågældende har været i piraternes varetægt.

- Gidslerne er blevet opsøgt af medierne eller af en, der repræsenterer medierne, og gidslerne har ifølge klagens ordlyd været udsat for trusler og vold i forbindelse med interviews, siger Oluf Jørgensen.

Pressenævnet skal behandle klagerne og komme med en kendelse, der vil få betydning for mediernes dækning af gidselsager i fremtiden, vurderer Oluf Jørgensen:

- Kendelsen vil give et pejlemærke for medierne fremover for den slags situationer. Alle seriøse medier vil lytte til Pressenævnet og respektere de pejlemærker, der bliver givet.

Spørgsmål: Søfartens Ledere har opfordret pressen til at evaluere og se, om de presseetiske regler beskytter gidsler godt nok. Gør det de?

- De presseetiske regler er netop ajourført. De har aldrig været specifikt formuleret, så de tager stilling til hver enkelt situation som kan opstå.

- Formuleringen om, at ofre for forbrydelser skal vises størst muligt hensyn dækker alt lige fra mindre krænkelser og til de allermest alvorlige ydmygelser. Det vil være et stilbrud med specifikke regler.

- Pressenævnet vil sætte et pejlemærke i disse to meget vigtige sager, svarer Oluf Jørgensen.

/ritzau/

Dagens Gossip