Jurister blåstemplede smuglæsning af kranførers sms'er

Skrevet af admin

10/09/2015

Mest læste i dag

Ledelsen på den kommunalt ejede Aarhus Havn tog i 2012 ganske bemærkelsesværdige metoder i brug for at finde skyts til at fyre tre kranførere, der gjorde livet besværligt for chefer og kolleger under en faglig konflikt.

En af kranførerne, der desuden var tillidsmand, skulle i efteråret have udskiftet sin arbejdsgiverbetalte mobiltelefon, og i den forbindelse så ledelsen sit snit til at læse en stribe sms-beskeder sendt mellem ham og en gruppe kolleger.

Det er dog ikke lovligt, mener Statsadvokaten i Viborg, der har valgt at tiltale Aarhus Havn, den daværende havnedirektør og en ledende medarbejder for brud på brevhemmeligheden.

Under retssagens første dag ved Retten i Aarhus kom det imidlertid frem, at jurister i Aarhus Kommune har blåstemplet havneledelsens smuglæsning.

De samme jurister sagde ligeledes god for, at de fortrolige sms-korrespondancer kunne bruges til at fyre de tre kranførere for blandt andet krænkende udtalelser om ledelsen og medvirkning til mobning af kolleger.

- Denne sag handler dog ikke om, hvorvidt afskedigelserne var rigtige. Det eneste, vi skal finde ud af, er, om læsningen af sms'erne var ulovlig. Og så skal det afgøres, om der var det fornødne forsæt til at begå forbrydelsen, sagde vicestatsadvokat Jakob Berger Nielsen torsdag i retten.

Med andre ord kan det ende med, at de tiltalte bliver frifundet, selvom retten skulle mene, at chefer faktisk ikke må læse medarbejderes sms-beskeder på en arbejdsgiverbetalt mobil.

Det forholder sig nemlig sådan, at de tiltalte gerne står ved deres handling, men de insisterer på, at de handlede i god tro og først læste beskederne, efter at juristerne havde sagt god for fremgangsmåden.

Et andet scenarie er, at retten vurderer, at de tiltalte læste beskederne, inden juristerne havde givet grønt lys. I så fald kan de dømmes for gerningen.

En tredje mulighed er, at retten mener, at arbejdsgivere er i deres gode ret til at læse medarbejderes beskeder.

Dommen ventes afsagt i den kommende uge.

/ritzau/