Juryen i britisk medieskandale kan ikke enes

Skrevet af admin

25/06/2014

Mest læste i dag

Domstolen Old Bailey i den britiske hovedstad, London, har opløst juryen i sagen om den store medieskandale, hvor Andy Coulson, tidligere spindoktor for premierminister James Cameron, er blevet fundet skyldig i at have medvirket til at planlægge telefonaflytninger.

Det var tirsdag, at Coulson blev kendt skyldig, men der er mere i sagen endnu.

De sidste anklager handlede om bemyndigelse til ulovlig aflønning, og det er her, der er uenighed i juryen.

Faktisk kan den ikke nå til enighed, så derfor meddeler domstolen, at juryen er opløst.

Coulson var redaktør på tabloidavisen News of the World, hvor det er kommet frem, at journalister gennemførte ulovlig telefonaflytning af kendtes telefoner ved at hacke sig ind på deres telefonsvarere.

Dommeren i sagen siger, at han på mandag vil være klar med en beslutning om, hvorvidt sagen om den ulovlige aflønning skal gå om.

Det franske nyhedsbureau AFP skriver, at Coulson risikerer en dom på to års fængsel for den ulovlige aflytning. Dommen ventes afsagt i næste uge.

I øvrigt har Cameron flere gange undskyldt, at han hyrede Coulson som rådgiver.

Premierministeren siger, at det var en forkert beslutning.

/ritzau/Reuters