Jussi Adler-Olsen udgiver ny Carl Mørck-roman i oktober

Skrevet af admin

26/08/2014

Mest læste i dag

Den storsælgende danske forfatter Jussi Adler-Olsen er snart klar med en ny bog om Carl Mørck og kollegerne i afdeling Q på Politigården i København.

Romanen "Den grænseløse" udkommer den 24. oktober og er den sjette i rækken om afdeling Q. Det oplyser JP/Politikens Forlag tirsdag.

Den første bog i serien var "Kvinden i buret", som udkom i 2007. Efterfølgende er der udkommet en ny bog i serien med en til to års mellemrum, og de har alle toppet bestsellerlisterne ikke blot i Danmark, men også i for eksempel Tyskland.

Jussi Adler-Olsen har vundet et hav af priser og nomineringer for sine bøger. Han vandt blandt andet i 2010 litteraturprisen De Gyldne Laurbær for den fjerde bog i serien, der har titlen "Journal 64".

Flere af bøgerne i serien om afdeling Q er desuden på vej på det store lærred, efter at seriens første bog, "Kvinden i buret", sidste år med stor succes blev filmatiseret med Nikolaj Lie Kaas i rollen som Carl Mørck. 724.000 så filmen i biograferne.

2. oktober kommer film nummer to med titlen "Fasandræberne" i biograferne. Derudover er der også en filmatisering af den tredje bog i serien,"Flaskepost fra P", på vej med Nikolaj Arcel som instruktør.

/ritzau/