Justin Bieber kræves anholdt for vold

Fotografen ønsker at være anonym, men hans advokater hævder, at Bieber og hans sikkerhedsfolk gik til angreb, da deres klient ville tage billeder af popstjernen.

Ifølge den mexicanske avis El Universal har advokaterne rettet henvendelse til Interpol med det formål at gennemtvinge en anholdelse af Bieber, som de også beskylder for røveri.

Den canadiske popteenagers besøg i Sydamerika var hårdt ramt af hovedpersonens udskejelser undervejs. Bieber er blandt andet sigtet for graffitimaleri på et brasiliansk hotel, ligesom han blev fotograferet på vej ud fra et bordel. Desuden efterlod sangeren sig en hale af vrede fans, som følte sig snydt, fordi deres idol gik på scenen med timelange forsinkelser og udeblev fra aftalte personlige møder.

Balladen fortsatte, da turen gik videre til Australien, Her bragte Bieber sig atter i fedtefadet ved at slå sig løs med sine spraydåser.
Graffitimaleriet fik borgmesteren i Gold Coast City til at true med en politianmeldelse for hærværk.

Sangerens »Believe«-verdensturné sluttede i Perth sidste weekend og herefter fløj han til Filippinerne for at samle penge ind til ofrene for tyfonen Haiyan.

Dagens Gossip