Justin Timberlake halvårets bedst sælgende kunstner

Albummet »The 20/20 Experience« indbringer Justin Timberlake titlen som USAs bedst sælgende kunstner i første halvdel af 2013.
Comebackpladen sender popstjernen til tops på analyseinstituttet Nielsen SoundScans halvårshitliste.

Timberlakes længe ventede udspil var den 30. juni solgt i over to millioner eksemplarer og er den eneste plade på det amerikanske marked, der når så højt.

Andenpladsen går til Bruno Mars og hans »Unorthodox Jukebox«, der er solgt i 985.000 styks, mens Mumford & Sons på trediepladsen er noteret for 884.000 eksemplarer af CD’en »Babel«.

Countrysangeren Blake Shelton er nummer fire med albummet »Based on a True Story…«, der var oppe på 703.000 skiver ved udgangen af juni.
Rockgruppen Imagine Dragons' plade »Night Visions« afrunder top fem med et salg på 692.000 eksemplarer.

I afdelingen for singler løber rapperne Macklemore & Ryan Lewis med førstepladsen. Deres udspil »Thrift Shop« er noteret for et salg, der lige akkurat overgår den rekord, Gotye satte med »Somebody That I Used to Know« sidste sommer, hvor han rundede 5,5 millioner downloads.

Macklemore & Ryan Lewis placerer sig foran Pink, Bruno Mars, Rihanna og Imagine Dragons, som udgør resten af halvårets top fem.

Dagens Gossip