Justin Timberlake tiljublet i London

Fansene tiljublede Justin Timberlake i aftes, da han gav koncert i London. Sangeren betroede de tilstedeværende på iTunes-festivalen, at London er hans foretrukne sted at optræde.

»Her er det bedste publikum i verden«, sagde popstjernen og fortsatte med en bemærkning, der var velegnet til at fornærme alverdens sprogkyndige:

»London er det ene sted bortset fra derhjemme, hvor folk forstår mig, når jeg taler mit eget sprog«, lød det fra scenen på spillestedet Roundhouse, der har dannet rammen om den månedlange iTunes-festival.

I aften sætter Katy Perry punktum for årets koncerter. Timberlake diskede op med en stribe velkendte hits, men gav også en række smagsprøver på sit nye album »The 20/20 Experience 2 of 2«, der kommer på gaden i dag.

Sangerens forestående verdensturné gæster i øvrigt Danmark næste forår. Timberlake spiller i Parken den 6. maj. Billetsalget åbner den 8. oktober og de billigste pladser koster 400 kroner.

Dagens Gossip

Dagens TV