Justitsminister tidsbegrænser åbenhed

Tidsgrænsen bliver af justistministeriet sat til »cirka 25 timer« i den nye offentlighedslov. Det svarer til mere end tre fulde arbejdsdage, og hvis myndigheden vurderer, at ansøgningen vil tage længere tid for embedsmændene at behandle, kan den afvises.

»Ministeriet har sat timetallet til 25, men hvordan kan du sætte timetal på, før du ved, hvad der er i sagen? Hvis sagen er vigtig, kan det berettige mange flere timer,« siger adjunkt Rikke Gottrup, der er ekspert i forvaltning ved Syddansk Universitet.

Den nye offentlighedslov har mødt hård kritik fra organisationer og medier, fordi den på en række områder vil mindske offentlighedens adgang til at følge med i myndighedernes arbejde.

Ifølge justitsministeriet vil tidsgrænsen kun sjældent gælde i forhold til massemedier og forskere«, men være rettet direkte mod borgere og andre, der med omfattende ansøgninger kan lamme en forvaltning.

»Der kan opstå sager, der vil være overordentligt ressourcekrævende at håndtere for offentlige myndigheder,« skriver justitsminister Morten Bødskov (S) i en mail til Jyllands-Posten.

Den nye lov vil ifølge justitsministeriet give mulighed for at lave mere tidskrævende ansøgninger, fordi det fremover bliver muligt at søge mere bredt end hidtil i sager og dokumenter.

Ministeriet har derfor »fundet, at et tidsforbrug på cirka 25 timer pr. aktindsigt udgør en passende balance mellem hensynet til, at borgerne får behandlet deres anmodninger om aktindsigt og hensynet til, at ressourceforbruget ikke bliver alt for højt«.

Dansk Folkeparti, Liberal Alliance og Enhedslisten er imod.

»Hensyn til ressourcer kan være o.k. Men 25 timer er en meget lav tidsgrænse, og man risikerer, at for meget vil blive afvist med den begrundelse,« siger retsordfører Pernille Skipper (EL) til Jyllands-Posten.

Dagens Gossip