Justitsministeren afviser øget straf for politichikane

Skrevet af admin

04/02/2014

Dagens topnyheder

Der er ikke behov for at skærpe straffen for chikane mod politifolk. Det mener justitsminister Karen Hækkerup (S), efter at de borgerlige partier har bebudet et fælles beslutningsforslag, der skal stramme lovgivningen på området.

En ny rapport fra Rigspolitiet dokumenterer 2381 tilfælde i 2012 og første halvdel af 2013, hvor politiets ansatte eller anklagemyndigheden er blevet chikaneret, truet eller udsat for vold.

Arbejdsgruppen bag rapporten vurderer, at de eksisterende regler på området giver mulighed for effektiv forebyggelse og straf, og det hæfter justitsministeren sig ved.

- Jeg ser ikke grund til at foreslå strafskærpelser på området, og jeg er tilfreds med, at arbejdsgruppen peger på en række konkrete tiltag, som man i politiet kan tage fat på med det samme, siger Karen Hækkerup i en skriftlig kommentar til Ritzau.

Hun medgiver dog, at omfanget af chikanerier mod politiet ikke er i orden.

- Det er selvsagt helt uacceptabelt, når vores politibetjente udsættes for chikane. Og det gælder selvfølgelig uanset, om det sker i arbejdstiden eller i fritiden.

- Jeg synes derfor, at det er godt, at Rigspolitiet, Rigsadvokaten, politikredsene og Politiforbundet nu har kortlagt problemets omfang, siger Karen Hækkerup.

Chikane uden for arbejdstiden er opgjort for sig i rapporten. I alt er der 54 sager af den art.

Den nye kortlægning blev iværksat, efter at en række betjente i fagbladet Dansk Politi sidste sommer stod frem og fortalte om de jævnlige overgreb, der finder sted i arbejdstiden, men også når betjentene holder fri.

De borgerlige partier arbejder lige nu på et fælles beslutningsforslag, der skal skærpe straffene.

Rigspolitiets rapport viser, at mere end fire betjente i gennemsnit hver dag bliver udsat for chikane, trusler og i nogle tilfælde vold, mens de udfører deres arbejde.

/ritzau/