Justitsministeren vil kigge på børneudvisninger

Skrevet af admin

25/02/2014

Dagens topnyheder

Antallet af sager med velintregrerede udenlandske børn, som trods flere års liv med familie i Danmark skal ud af landet, hober sig nu op på justitsminister Karen Hækkerups (S) bord.

På fredag samler hun de politiske partier for at løse problemet, og flere partier advokerer på forhånd for en lovændring, skriver Politiken tirsdag.

Det er i første omgang sagen om den tyrkiske gymnasieelev Songül Yüksel fra Køge, der har skabt politisk røre. Hun har fået frist til at købe en flybillet til Tyrkiet senest samme dag, som politikerne mødes.

Men Songül er ikke den eneste. Politiken bringer tirsdag Ferhat Filikcis historie, en tyrkisk dreng med handikap, der efter otte år i Danmark står til at blive udvist til Tyrkiet, selv om hans far og tre søskende har opholdstilladelse.

Drengens advokat, Anders Christian Jensen, kalder afgørelsen en "katastrofe".

De radikales udlændingeordfører, Marlene Borst Hansen, har en klar intention om at få vedtaget en generel lovændring.

- Og vi vil ikke kun redde Songül, siger hun til Politiken.

SF og Enhedslisten er enige.

- Vi har fået lempeligere regler for familiesammenføring, så hvorfor er der børn, der ikke får glæde af det? Sagen om Ferhat viser, at mange børn er i klemme, siger Enhedslistens Johanne Schmidt-Nielsen.

Udlændinge skal i dag få deres børn til landet, senest to år efter at de selv får opholdstilladelse, ellers kan børnene nægtes familiesammenføring. Selv om reglen blev lempet i 2012, får hverken Songül eller Ferhat mulighed for at få deres sag prøvet, fordi de efter tidligere afslag opholder sig ulovligt i Danmark.

Justitsminister Karen Hækkerup skriver i en mail til Politiken, at fredagens møde ikke kun omhandler Songül-sagen, men også "de spørgsmål, som den rejser".

Det er DF’s udlændingeordfører, Martin Henriksen, imod:

- Selv om jeg kan have sympati for et barn med handikap, kan vi ikke pludselig sige, at mennesker, der er her ulovligt, alligevel kan få ophold, siger han til Politiken.

/ritzau/