Justitsministeriet beskyldes for at sylte politinumre

Justitsminister Morten Bødskov oplyste den 15. august sidste år i et svar til Folketinget, at han forventede en afklaring »inden for de kommende måneder«.

Det holdt ikke stik, og det er »under al kritik,« mener Pernille Skipper. Hun understreger ifølge Politiken, at man skal kunne identificere betjente, som ikke varetager deres arbejde ordentligt.

Arbejdet med at udforme et identifikationssystem blev sat i gang tilbage i januar 2011. Selv om der nu er gået næsten to et halvt år, er Justitsministeriet stadig ikke færdig med at overveje fordele og ulemper ved systemet.

Problemet med uopklarede klager over politiet kom i offentlighedens søgelys i 2009 efter klimatopmødet COP15 i København.

Her forvekslede politiet en uskyldig flyttemand med en eftersøgt terrorist. Flyttemanden indgav efterfølgende klage over politiets opførsel, men statsadvokaten opgav efter to år at finde de ansvarlige betjente.

Politiken har ikke haft mulighed for at interviewe justitsminister Morten Bødskov. Han oplyser i en mail til avisen, at regeringen fortsat ønsker et system til identifikation af betjente.

Dagens Gossip

Dagens TV