Juventus flopper i overtiden mod pointløs bundprop

I sidste sæson vandt Juventus the double i Italien og kom i Champions League-finalen, men holdet har fået en frygtelig start på den nye sæson, og pinslerne fortsatte onsdag.

Simone Zaza sendte ellers de zebrastribede stjerner mod sejr med sin scoring kort efter pausen til 1-0, men i overtiden udlignede gæsterne fra Frosinone og stjal det ene point med 1-1.

Frosinone er oprykker i Serie A, og inden mødet med de forsvarende mestre onsdag, havde lilleputterne tabt fire ud af fire kampe og blot scoret en enkelt gang.

Det er med til at sætte Juventus-skuffelsen i relief.

Det uafgjorte resultat betyder, at mesterholdet fra Torino kun har fem point for fem kampe i sæsonen, hvor det kun er lykkedes at besejre Genoa i forrige runde.

Den pointhøst har sendt mestrene ned på en 13.-plads i Serie A med hele ti point op til Inter, som har maksimumpoint efter de første fem runder.

Det har Inter opnået ved at vinde 1-0 i fire kampe og 2-1 i den sidste.

Frosinone ligger trods pointet mod Juventus stadig sidst.

/ritzau/

Dagens Gossip