Juventus fortsætter flot stime med sejr i storkamp

Skrevet af admin

28/02/2016

Dagens topnyheder

Juventus udbyggede striben af kampe uden nederlag i Serie A til 17, da mesterklubben søndag aften besejrede Inter med 2-0 hjemme i Torino.

Mødet mellem de to giganter, der går under navnet Derby d'Italia, blev en tæt forestilling, som Juventus afgjorde med to scoringer efter pausen.

Der var blot spillet to minutter efter sidebyttet, da en uheldig hovedstødsclearing i Inters forsvar havnede for fødderne af en helt umarkeret Leonardo Bonucci, og stopperen tordnede bolden i nettet med et brag af en helflugter.

Derefter bestræbte hjemmeholdet sig primært på at holde Inter væk fra farlige situationer, og Gianluigi Buffon i målet kom ikke på mange alvorlige udfordringer bag Juventus' bomstærke forsvarslinje.

I stedet kunne mestrene afgøre kampen seks minutter før tid, da Alvaro Morata sparkede et straffespark sikkert i nettet bag Samir Handanovic i Inter-målet.

Dermed har Juventus nu et hul på fire point ned til Napoli i toppen af Serie A, men napolitanerne kan lukke noget af det mandag aften, når de på udebane møder rækkens nummer fire, Fiorentina.

/ritzau/